Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

søndag den 9. januar 2022

Algarve 6

 


Flyttedag med oplevelser

Tavira den 8. januar 2022

Så var det tid at skifte opholdssted. Vi skulle flytte fra Albufeira vest for Faro til Tavira øst for Faro. 
Dermed sagde vi farvel til et hotel med 3-retters menu og kom til en privat lejlighed med egen forplejning.


Selv på så kort en flytning kan man få oplevelser. Vi havde læst, at det ville være en god idé at besøge kirken Igreja de São Laurenco syd for Louré. Som der stod i Lonely Planet: 
"Dette barokke mesterværk ..er smykket med azulos, håndmalede fliser, - selv i loftet, - der skildrer helgenens liv og død. I jordskælvet i 1755 faldt kun 5 fliser ned fra loftet"

Vi forventede godt nok at se nogle af de velkendte blå kakler, da vi drejede fra motorvejen for at besøge kirken 9 km syd for Louré, men mængden overraskede os.
Her er kirken. Ganske pæn, - men vel ikke noget at skrive hjem om?


Men da vi trådte indenfor, blev vi overrasket.
Desværre var det strengt forbudt at tage billeder, så der stjæles et billede fra www.visitportugal.com 

Blå kakler overalt - imponerende

Den næste overraskelse fik vi, da vi kom frem til Tavira. Vi fandt hurtigt lejligheden, som ligger meget centralt i byen.

Indgangen var nem at finde ud fra beskrivelsen

Men... man skal læse beskrivelsen grundigt!
* Vi kom ind gennem hovedporten ved at taste koden til porten.
* Vi kom frem til lejligheden og fandt nøgleboksen til VENSTRE for døren.
* Vi kom ind i lejligheden ved at dreje på nøgleboksen, der sad til VENSTRE FOR DØREN, og vi fik dermed fat i nøglen.
Men der var noget galt! 
Lejligheden så meget beboet ud. Var det fordi, at vi var kommet omkring 30 minutter for tidligt? Nej, det kunne ikke være forklaringen.....
Vi skyndte os ud, og vi fik heldigvis alle vores ting med ud. 
Da vi sad udenfor, tænkte vi over situationen og læste igen anvisningen grundigt, og vi bemærkede nu, at vi skulle gå lidt længere frem i gangen - åbne døren og passere den lille terrasse, - og derefter bruge nøgleboksen til VENSTRE  for døren.
Så fandt vi vores lejlighed. Alt var fint. 
Tænk... at de havde valgt at bruge den samme kode til nøgleboksene for flere lejligheder.
Men det er der nok ikke andre end os, der ved?
Her er gangen med en dør til venstre, som altså ikke var vores lejlighed.
Efter at have passeret døren for enden af gangen og en lille terrasse fandt vi den rigtige dør.

Så var vi indkvarteret i Tavira, og det er en meget charmerende by. Nu kan vi jo ikke lige tage et luftfoto, så hermed et lån fra turistforeningen:
Tavira med saltmarsk og Atlanterhavet i baggrunden

Selvfølgelig skulle vi straks ud for at se på byen, og det var nemt.
Kun nogle få hundrede meter, og så var vi oppe ved borgen eller ude på den gamle bro fra det 12. århundrede.

Udsigt fra borgen med markering af vores lejlighed.
I baggrunden ses et marsklandskab og Atlanterhavet - cirka 2 km syd for byen.

Den gamle bro fra 12. århundrede

Ingen kommentarer: