Vores tur mod vest - The Outback
Dag 3
Lørdag den 21. juli
Fra Eulo til Yowah
Efter en god nats søvn i vores cabin i det fredelige Eulo, gik turen om morgenen videre mod Yowah. Det er et sted, som ligger så langt fra hovedvejen mod vest, at det under normale omstændigheder ikke ville have asfaltvej, men bare en rød jordvej. Men Yowah er en by med opaler. "The friendly opal town"
Det vil sige, at man i mange år har gravet efter opaler i området, og en del folk er blevet rige ved det. Andre bor i området for at slippe væk fra den almindelige travhed i samfundet.
Nu afholdes der hvert år en opalfestival, og den skulle vi besøge.
|
På vej mod Yowah |
|
Køer på "marken" lige før Yowah |
|
Bilen er parkeret foran The Artesian Water Caravan Park |
|
The Artesian Water - vandet er 57 grader varmt.
Der er gratis varmt vand i den lille by. |
Bemærk at Bente sidder henne ved cafébordet. Vi er lige ankommet sidst på formiddagen, og hun venter på besked om vores indkvartering! Se blogindlægget om overnatningssteder.
Da vores aftale var på plads gik vi ned til festivalpladsen. Det var en stor markedsplads, hvor det hele stort set handlede om opaler.
|
Så kigges der på opaler i de mange boder |
|
Udvalget er stort, både af rå sten og slebne udgaver |
|
En såkaldt nød med fritslebne opaler |
|
Slebne opaler |
|
Flere opaler |
|
Opaler med indfatning |
Vi skulle nok have købt nogle stykker. Priserne på markedet i Yowah skulle efter sigende være rimelige. Men det kan være svært at bestemme sig, når der er så mange, og vi ved jo ikke, hvad de rigtige priser er.
Da vi havde travet markedet igennem nogle gange - og havde fået noget at spise, gik vi ud til det område, hvor alle må søge efter opaler. Det de kalder The Fossicking Area og ligger 500 meget fra byen.
Det meste af området omkring Yowah er opdelt i felter, som er markeret med hvide pæle. Her kan den enkelte søge i sit eget området, og der må bruges maskiner. I det åbne område må der ikke bruges maskinkraft. Om der så er noget at hente, er nok tvivlsomt. Vi prøvede ikke, men nogle enkelte campister så vi forsøge sig lidt. Det var nu mest for sjov, kunne vi forstå på dem.
|
Campister på opaljagt |
|
Rester af udgravning |
Inden vi deltog i aftensmaden, som var fælles spisning på festivalpladsen, kørte vi en tur ud til The Bluff. Det er et højdepunkt udenfor byen, hvor man kan få en fantastisk udsigt over området. Så forstår man lidt af begrebet den australske outback.
|
Udsigten fra the Bluff over bushlandskabet |
|
Man forstår lidt af begrebet bush og det røde kontinent? |
|
Solens sidste stråler over landskabet |
Her på the Bluff så vi de største kænguruer, vi har set:
Dagen blev sluttet af med den fælles spisning nede på festivalpladsen, hvor der var tændt bål for at tage det værste af aftenkøligheden.Princippet var: Fyld tallerkenen med gode kødretter for 15 australske dollars. Ikke dårligt.
Til sidst havde vi en god snak med vores overnatningsværter Kaye og Gene Kerner (se blogindlægget om overnatning)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar