Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

onsdag den 15. januar 2025

ALGARVE 6 - Gode gensyn



Gode gensyn

Den 13. - 15. januar 2025

De sidste dage har vi haft nogle gode gensyn. Vi har genset tre steder, som vi sidst besøgte i januar 2022.
Men de gode gensyn begyndte med et besøg af tidligere kolleger fra Vestjylland.

Vi var blevet klar over, at Inge Birthe og Hans Jørn, som tidligere boede på Holmsland, og som vi hver især har været arbejdskolleger med, også var i Algarve i disse uger. Faktisk opholder de sig under 20 km fra vores feriebolig i Lagos.
De kom forbi, og vi fik snak og tid til en lille bytur i Lagos. Når vi nu ikke mødes i Jylland, er det fint, at vi kan mødes i Portugal.


Hans Jørn og Inge Birthe
nede ved det kendte grønne hus i den gamle bydel:



Og nede på havnepromenaden
ved pladsen Infante Dom Henrique
Inge Birthe, Bente og Hans Jørn


Som nævnt ovenfor har vi også de sidste dage genset 3 steder, som vi sidst besøgte i januar 2022.
Her er et link til det gamle besøg: 5. januar 2022 

Denne gang har vi brugt flere dage til at besøge de samme steder, og det fortjener disse steder.

1 Ponta da Piedade ved Lagos

Da vi denne gang bor i Lagos, er der ikke langt til Ponta da Piedade.
Afstanden er så kort, at det blev til en vandretur, og så kom vi oven i købet en tur ned på stranden Praia da Dona Ana på vejen derud.


På vej gennem byen så vi denne minigolfbane ved bymuren

Praia da Dona Ana set fra klippen

Nede på stranden
Endnu et strandbillede...

...og fremme ved trapperne ved Ponta da Piedade
Selve trapperne kan ses på titelbilledet øverst i opslaget.

-Her indsættes en video af bølgerne nede i slugten-

Efter et kig på fyret begyndte turen tilbage til Lagos

Både ude omkring fyret og hele vejen frem og tilbage kunne vi gå på de såkaldte "boardwalks" hen over klipperne. - Den slags flotte træklædte stier var der ikke for tre år siden.


Mon ikke disse "boardwalks" er blevet etableret for at undgå at den store mængde af turister skal erodere kystlandskabet?

Erosionen fra nedbøren kan være slem nok uden at menneskemylderet behøver forværre det.

Erosion i landskabet langs med boardwalk'en


Der er meget få turister her i januar, men der er nok overfyldt de kendte steder om sommeren. Det er ved at blive opfattet som et problem kunne vi se på skriften på dette skilt:

STOP TURISTIFICACION


2 Fortaleza de Sagres ved Sagres

Vi fik igen gået en tur rundt på halvøen ved Fortaleza de Sagres. Det er stadigvæk et dejligt og meget specielt sted med fæstningen, som spærrer adgangen til halvøen. 


Det så også ud til at surferne nød bølgerne ved stranden i nærheden. Vi begyndte vores rundvandring ned ved den nærliggende strand Praia da Mareta.


Praia da Mareta

Surfere på stranden

Udsigt fra fæstningen

Fyrtårnet yderst på halvøen - et meget øde og stenet landskab

Bølgerne slår hårdt ind mod halvøen og ind imellem kommer et drøn fra et "blowhole"

3 Cabo de São Vicente

Da vi ude fra fæstningshalvøen ved Sagres kunne se fyrtårnet ude ved det, som engang blev opfattet som Verdens Ende, så skulle vi da også lige have det med.
Fra Sagres er der kun godt 6 km ud til Farol do Cabo de São Vicente, det absolut sydvestligste punkt i Algarve.

Det sydvestligste fyrtårn set fra Sagres fæstningen
- kraftigt zoom

Vestkysten ved Verdens Ende

Ingen kommentarer: