Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

tirsdag den 12. august 2014

Australien 3 - Krydstogt Great Barrier Reef


Søndag den 10. august 2014

Vi kunne fra motellet se, at vores krydstogtskib, ”Pacific Jewel”, var på plads.
Men den var ankommet lidt sent, så da vi gik langs floden hen mod cruise-terminalen, mødte vi flere, der kom trækkende med kufferter den modsatte vej.
- Vi mødte blandt andet en familie, der tilbød at skifte kuffertmærker med os, så de kunne tage turen igen.

Vi kom tidligt om bord, så der var tid til spisning inden afsejlingen, som også blev forsinket en times tid. Men kl. 15 sejlede vi i strålende vejr ud gennem det yderste af Brisbane River og derefter mod nord. Kurs mod troperne!
 
Billeder fra udsejlingen:

Farvel til Brisbane

Saa er vi ombord

God siddeplads med udsigt bagud

Farvel til Brisbane River


Billeder fra aftenens forestilling i teatret om bord. Forestillingen hed ”Run away to the circus” 



 

MANDAG DEN 11. AUGUST

HVAD LAVER MAN EN HEL DAG PÅ HAVET, MENS DER SEJLES OP LANGS QUEENSLANDS KYST?
 
Svar
- spiser (morgenmad, formiddagskaffe, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad)
Der er mulighed for at spise hele dagen, og når det nu er med i prisen…
- ser ud over vandet, som er klart blåt og helt tomt.
Der er så stor afstand fra sejlruten, at hverken det australske fastland mod vest eller revet ude mod øst kunne ses. Et par fragtskibe, var der dog at se
- sidder eller ligger og ser solen bevæge sig fra nordøst til nordvest
Der blev solbadet meget. Der blev også indtaget en del drinks, men det holdt vi os fra. Vi har bestemt, at vi ikke vil have ekstraudgifter på denne tur bortset fra udflugterne i land.
- tager en lille badetur
Erik!
- får øje på hvaler, der svømmer forbi eller blot sender stråler op lidt længere væk.
Nogle stykker svømmede forbi tæt på skibet, men hen under aften var der mange flere at se i lidt afstand af skibet.
- og sidst på dagen var der en flot solnedgang mod nordvest og udsigt mod fastlandet i vest.
 
Billeder fra dagens udsigter:




Solen gaar ned i nordvest bag den australske oestkyst

TIRSDAG DEN 12. AUGUST

Denne dag var der virkelig grund til at stå tidligt op.
I løbet at natten havde Pacific Jewel bevæget sig op gennem Barrier Reefs transitrute i nordvestlig retning. Ved 6-tiden var der igen sejlet lidt mod sydøst for at ankre op ud for Airlie Beach med udsigt mod Whitsunday Islands, da solen stod op kl. 6:31

En dejlig dag ved Whitsunday Islands med sol hele dagen.
E

fter den tidlige morgenmad lykkedes det os at komme med den anden tender, der sejlede folk de 3 sømil ind til byen Airlie Beach. Tenderne var nogle af skibets egne redningsbåde, som var blevet sat i vandet.
Der var mange udflugtsmuligheder i Airlie Beach, men vi kender prisniveauet på P&Os såkaldte shore tours.

Vi havde i stedet hjemmefra bestilt en bil hos Avis til brug i tidsrummet kl. 8-15.
Det betød, at vi allerede kl. 9 holdt 12 km syd for Airlie Beach og kunne gå på 1½ times vandring i regnskov med udsigt over Whitsun Islands fra toppen Mt. Rooper Outlook.
Vi kørte ikke langt i bilen, kun 50 km. Men bilen gav os mulighed for denne vandretur i Conway National Park + en tur til stranden nord for Airlie Beach. Og så kostede det under 300 kr at leje den!

Solopgang ved Whitsundays

Udsigt over Whitsunday Islands



Airlie Beach

strandfund

På vej tilbage til krydstogtskibet med tender (= redningsbåd)

Tenders

Edyson har været her

Langs den australske østkyst sidst på eftermiddagen


ONSDAG DEN 13. AUGUST 2014

Yorkeys Knob
(Cairns)
REGNSKOV OG TROPISK STRAND i massevis.

Nu havde vi passeret Cairns og skibet var blevet ankret op ud for havnen i Yorkeys Knob. Igen kunne man komme med tender ind til havnen.
Yorkeys Knob er nærmest en forstadsbebyggelse til Cairns. Den har lystbådehavn og en flot tropisk strand.

Nogle af passagererne tog med selskabets bus ind til Cairns eller på udflugt op til Kuranda, som ligger i de lave bjerge med regnskov bag ved Cairns og Yorkeys Knob. Vi valgte at spare på udgifterne til ture i dag, og kørte kun med den lokale bybus. 

Først gik vi en tur på stranden.



Store blade paa traerne
Hvorfor vil man absolut fotografere krydstogtskibet fra land?
Nok fordi man ved, at der er stadig er et helt samfund derude med mad og underholdning, selv om man forlader det for en tid.

Udsigt mod bjergene ved Cairns






Derefter tog vi med bybussen fra Yorkeys Knob op til Smithfield. Undervejs så vi den frodige bevoksning som omgiver husene her. Det er tydeligt, at livet kan leves udendørs, så husene behøver ikke isolering. Der var store marker med sukkerrør lige bag byen.
Efter et ophold i Smithfields indkøbscenter valgte vi at tage ned til stranden igen. 
Sukker





Det ligner kysten ved Norge, men efter at have set forholdene, ved vi, at det er regnskov med palmer helt ud til kysten.
Og der er ikke koldt!



TORSDAG DEN 14. AUGUST 2014

GREAT BARRIER REEF findes, og vi har set det!


Torsdag havde vi en rigtig stor oplevelse, nemlig turen fra Port Douglas ud til Great Barrier Reefs yderste del.
Vi havde vurderet, at vi var nødt til at købe dagens udflugt hos cruiseselskabet P&O. 
Vi kunne godt selv have købt turen billigere direkte hos firmaet Quicksilver, der arrangerer ture ud til deres egen ponton på Agincourt-revet, som ligger 78 km ude i havet, MEN… kunne vi være sikker på at komme i land til tiden, så vi kunne nå at komme med deres båd? Vi tog ikke chancen. Outer Reef skulle vi se! 

Vi kom ind til Port Douglas, og derfra gik det med god fart ud mod Outer Reef. Vejret var ikke ideelt, overskyet og lidt for høje bølger, men opholdet ude på pontonen var det hele værd.
Der blev snorklet, og der blev sejlet ture i både med ruder i begge sider under vandoverfladen. De udsigter glemmer vi aldrig. 
Det var nogle fantastiske syn. Farvestrålende koraller og fisk i massevis fik vi at se. Vores billeder fra turen kan slet ikke gengive det, vi så. Og som Bente siger: ”Nu ved vi, at skildpadder findes ude i virkeligheden. Vi har selv set dem svømme rundt! ”


Det er det, det drejer sig om: Snorkling









Retur 78 km til Port Douglas

FREDAG DEN 15. AUGUST 2014

Lang srejse mod syd

Port Douglas var det nordligste punkt på rejsen fra Brisbane op langs den australske østkyst. Men krydstogtskibet var også kommet ret langt i løbet af de 5 dage, det havde taget at sejle op for at besøge Whitsundays, Cairns og Port Douglas.

Nu skulle rejsen tilbage mod Brisbane begynde. Ført blev der sejlet mod øst for at komme ud på åbent vand. Der blev sejlet rundt om atollen Willi’s Island. Det er en lille ø på 320 meters længde, som er vejrstation. Den ligger et ret øde sted, må man sige. Vi lå stille ud for øen, og der var mulighed for at se dem sende en vejrballon op kl. 12:00



Ellers var der kun fugle at kigge på.




Og snart var det heller ikke muligt at kigge på fugle. Den stærke vind, som havde retning mod skibet på vejen ud på det åbne hav, tog til. – Det blev et rigtigt træls vejr med 4 meter høje dønninger, og den sidste dag blev det også regnvejr.
Vi var overladt til skibets forlystelser: Mad, foredrag, konkurrencer og shows. Der var så til gengæld nok af disse ting.





DEN 17. AUGUST 2014

Så var sørejsen slut. Vi lukkede for sidste gang døren til kahytten og gik også for sidste gang en tur hen ad den lange gang på 9. dæk for at komme op til restauranten på 12. dæk bagest på skibet.


Ingen kommentarer: