Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

onsdag den 15. marts 2023

Bosnien-Hercegovina - Medugorje

Međugorje, Bosnien-Hercegovina
den 15. marts 2023

På pilgrimsvandring


Efter de tre første dage med dejligt solskinsvejr, fik vi nu regnvejr.
Det småregnede lige fra morgenen af og frem til midt på eftermiddagen.

Det betød ikke det helt store, for vores bus skulle bringe os fra kysten i Kroatien op til byen Medugorje i Bosnien-Hercegovina. (Faktisk den centrale del af Hercegovina.)

Da vi kom frem hørte regnen lidt efter lidt op, så vi fik en fin eftermiddag ud af det.

Hvad er Medugorje?

1.
Medjugorje er en by i det sydvestlige Bosnien-Hercegovina, omkring 25 km sydvest for Mostar og 20 km øst for grænsen med Kroatien: Byen er en del af kommunen Čitluk, og geografisk en del af Hercegovina. Navnet Međugorje betyder bogstavelig talt "mellem bjerge". Byen ligger 200 moh. og har mildt middelhavsklima. (Wikipedia)

2.
Jomfru Marias daglige åbenbaringer til seks seere i landsbyen Medjugorje i Bosnien-Hercegovina har siden starten i sommeren 1981 tiltrukket sig hele verdens opmærksomhed. En by, der førhen kun var at finde på de mest detaljerede landkort, er blevet et af verdens største valfartssteder. Omkring 25 millioner mennesker har besøgt Medjugorje og nydt godt af dens helt usædvanlige fred. Som intet andet sted har Medjugorje forvandlet millioner af menneskers liv.

Åbenbaringerne i Medjugorje er på flere måder unikke. Daglige åbenbaringer i over 20 år er et fænomen uden sidestykke i Kirkens historie. Det lange tidsrum har også betydet, at den moderne videnskab har haft usædvanlig gode vilkår for at undersøge seerne, der i dag er de grundigst undersøgte nogensinde.

Eksperterne er enige om, at åbenbaringerne ikke kan forklares med brug af menneskelig viden og logik. Fejlkilderne er undersøgt og udelukket. Seerne i Medjugorje udgør dermed det tætteste, som videnskaben i øjeblikket er på beviset for Guds eksistens.
 
Læs meget mere på det religiøse websted: medjugorje.dk


Vi kom til Medjugorje, og vi fik set, hvad det drejer sig om.
Ved ankomsten til Medjugorje bemærkes først den store kirke:


Der er plads til mange til en udendørs gudstjeneste:

Hvad laver man så en eftermiddag i byen?
Jo, man kan jo sætte sig på en vin- eller kaffebar og kigge hen på kirken:


Man kan også slentre gennem byen og se på butikkerne.
De sælger alle det samme.  Hellige billeder, rosenkranse og ting påtrykt ordet Medugorje:



Selvfølgelig koncentrerede vi os i stedet om det, som byen drejer sig om.
Bjerget, hvor jomfru Maria viste sig første gang.
Vi så nede fra byen, at mange var på vej op ad pilgrimsruten:




Vi begav os på vej. Først gennem den yderste del af byen og forbi en del små vinmarker:


Men skiltningen var tydelig:


Nede fra byen kunne man næsten heller ikke gå forkert. Flere veje førte mod "Brdo ukazanja" - åbenbaringsbjerget:


Vores lille pilgrimsvandring fra hotellet op til jomfru Maria og retur:



Der er meget man ikke må, når opstigningen begynder. Man må ikke tale. Man må ikke bruge mobil. Man må ikke tænde lys. Man må ikke...


Et blik tilbage mod byen.
Vi så flere grupper, som var stoppet ved nogle stationer på vej op for at synge og bede bønner:


Så kom vi frem til jomfruen. 
Godt vi ikke skulle vandre barfodet derop. Der var der flere, som gjorde.



Så gik det nedad igen:



Hele byen er præget af, at den er et stort valfartssted. Der var adskillige busser fra Polen og Italien. Der må også komme katolikker fra Irland, for der blev reklameret med Irish breakfast.

Selv på vores hotelværelse havde jomfru Maria fået en plads i en montre med indbygget lys:


PS:
Vi havde ekstra god tid i byen, fordi vi havde valgt ikke at tage med på dagens ekstra udflugt. Men det var en interessant dag i Medugorje.
 

Ingen kommentarer: