Dagens gaatur var en rigtig "hike" eller maaske en bjergbestigning for begyndere. Vi havde flere gange set det kegleformede bjerg Keilir. Allerede paa den förste tur fra lufthavnen til bytteboligen lagde vi mærke til det.
Nu kravlede vi op paa det.
Nu kravlede vi op paa det.
Desværre kom vi lidt paa afveje i begyndelsen. Vi saa ikke den rigtige sti, og kom paa "The Ridge," en lang bjergkam. Da vi opdagede fejltagelsen, var det ikke saadan lige at komme over paa den rigtige sti. Der laa en masse store lavastykker i vejen.
En lille pause. Saa var vi klar til at gaa videre paa den rigtige sti ind mod Keilir.
Med kun halvanden times forsinkelse kom vi paa det rette spor ind mod bjerget. Stien blev ringere undervejs. Det her var jo nærmest en motorvej.
Saa nærmede vi os bjerget. Da madpakken var spist ved bjergets fod, var vi klar til en ny indsats. Det var ikke svært at se de lyse stiber, hvor andre havde kæmpet sig op.
Keilir saa ud som en stor kegleformet sort grusbunke.
Et kig tilbage paa den sti, som vi gik paa. Vi kunne godt se, at vi faktisk havde gaaet en lang tur, allerede för vi naaede frem til bjerget.
Udsigten fra bjerget ind mod Reykjavik. Der var flot udsigt hele vejen rundt, og man kunne se baade Reykjavik og Keflavik samt Snæfellsnæs. Snæfellsnæs omkring 125 km væk.
Saa begyndte nedturen. Den var faktisk vanskeligere end turen op paa grund af det löse grus.
Saa fik vi gaaet vores 3. vandretur paa 3 dage. Det her var en mere udfordrende tur. Den tog 5 timer i reel vandretid. Derefter fölte man sig godt tilpas. Solen skinnede stadig, og Erik tog sig en slapper en times tid i liggestolen paa balkonen, da vi kom hjem.
Keilir saa ud som en stor kegleformet sort grusbunke.
Et kig tilbage paa den sti, som vi gik paa. Vi kunne godt se, at vi faktisk havde gaaet en lang tur, allerede för vi naaede frem til bjerget.
Udsigten fra bjerget ind mod Reykjavik. Der var flot udsigt hele vejen rundt, og man kunne se baade Reykjavik og Keflavik samt Snæfellsnæs. Snæfellsnæs omkring 125 km væk.
Saa begyndte nedturen. Den var faktisk vanskeligere end turen op paa grund af det löse grus.
Der var ellers ikke meget liv i den öde lavamark. Andre steder, langs kysten, ser man en helt utrolig mængde fugle, men lavamarken her ved Keilir er öde og nærmest livlös.
Saa fik vi gaaet vores 3. vandretur paa 3 dage. Det her var en mere udfordrende tur. Den tog 5 timer i reel vandretid. Derefter fölte man sig godt tilpas. Solen skinnede stadig, og Erik tog sig en slapper en times tid i liggestolen paa balkonen, da vi kom hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar