Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

mandag den 25. januar 2016

Andalusien 2016 - 7 To blinde veje


25. januar
To blinde veje

De to blinde veje førte os ind til (eller nærmere op til) to forskellige byer cirka 30 km fra vores sted på kysten.

1. Benahavis
2. Castillo de Castellar 
(Castellar de la Frontera)

Vedrørende 1. Benahavis

Benahavis ligger isoleret og omgivet af bjerge ovenfor kysten ved Estepona. Faktisk er der kun cirka 7 km fra kystbyen op til Benahavis.

Tidligere var det en fæstning, men nu er det simpelthen en restaurationsby. Så vidt vi kunne se, må man leve af at servere for turister. Gæsterne der sad på den ene side af fortovet kunne næsten række over til gæsterne på den anden side.

Men bag byen var der mulighed for at gå en god tur langs med, – det vil sige ovenfor, - en flod som sluttede ved en stor dæmning.
Fra dæmningen var det bare at følge de grønne og hvide mærker.


Erik står midt i Benahavis
og orienterer sig i vandrebogen

Det var nu ikke særlig kompliceret.
Vi kunne bare følge ruten langs "floden"
 
Ikke den vej, - men den vej!
Her oppe på bjergsiden går stien,
og langt nedenfor til højre kan vi se lidt vand i flodløbet.
Her kommer én, som har mere travlt, end vi har
Det går hurtigere, selv han kun har ét hjul.
Tilbage ved dæmningen. Der er ikke meget vand stæmmet op.

Vedrørende 2. Castellar de la Frontera

Castellar de la Frontera betyder noget i retning af fæstningen ved grænsen/fronten. 

Der menes fronten mellem de kristne og arabiske riger, da der blev kæmpet om herredømmet i Spanien.

Sådan vises borgen på en mur nede i Castellar de la Frontera.
Øverst på billedet står "Villa Fortificada" og "Castilla de Castellar"
og nederst til højre ved bebyggelsen står "Nuevo pueblo de Castellar "
Bemærk også det afbarkede træ til venstre på billedet ovenfor. Der var massevis af afbarkede korkege på vejen op mod fæstningen.
Nærbillede af fliserne, der viser fæstningen.
Vejen op til fæstningen føltes også stejl i bil.
 


Castillo de Castellar er selve fæstningen oppe i 200 meters højde. Her lå byen tidligere. Fæstningen har en hvid by klemt inde bag fæstningens mure. Der er tale om smalle gader og tæt beboelse. I dag bruges de boligerne kun til ferieudlejning.

De oprindelige beboere blev flyttet ned til nye boliger med støm og vand i Castellar de la Frontera i 1971, og i 1983 blev fæstningsbyen overtaget af staten, som et nationalt klenodie.
Så er vi fremme ved de massive mure
Bag murene fandt vi den hvide by med smalle gader, små pladser og pynt:




Fra borgen er der udsigt mod den opdæmmede flod Guadaranque
Et fint sted at indtage frokosten, det vil sige en appelsin
Udsigt over opdæmningen

fredag den 22. januar 2016

Andalusien 2016 - 6 Nærområdet


22. januar

Nærområdet
Med adskillige uger i Casares Costa bliver en stor del af tiden selvfølgelig brugt i nærområdet. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt at gå eller køre langt for at få noget at se.
Her er nogle billeder fra steder i nærheden, som vi hurtigt kunne køre til, - eller gå til langs stranden.

TORRE DE SAL - 500 m
Det er det nærmeste mål langs stranden. Det var her vi mødte Luis, som udleverede nøglen til lejligheden. Kun omkring 500 meter skal vi gå langs stranden (eller oppe på promenaden) for at komme frem til Salttårnet.
Derfor er det et oplagt mål først på aftenen, når de sidste solstråler rammer kysten, inden solen forsvinder bag bjergene.




ESTEPONA - 10 km
Det er den nærmeste større by. Den ligger 10 km nord for ferieboligen.
Den har en charmerende rolig gammel bydel, men er ellers en travl havneby med masser af turisme. Kommunen har 19 km strand.




I den gamle bydel: Plaza las Flores



LA DUQUESA - ca. 3 km
Det er Manilvas havneby.
Havnen er en blanding af lystbådehavn og en mindre fiskerihavn. Der er massevis af barer og restauranter i forbindelse med havnen. Der må være et voldsomt liv om sommeren. Her i vintertiden virker det som en rolig engelsk enklave.
Vi kan gå langs stranden til havnen i La Duquesa på cirka 45 minutter.

Strandpromenaden syd for havnen
En fiskerbåd lægger til
En del af dagens fangst: Muslinger
Lystbådehavnen
Man kan hvile sig lidt på den sydlige promenade på festlige bænke
Bænk med havnemotiv
På bænken ved borgruinen vises både strand, by og borg.
Dejlig blomst i januar


MANILVA - 5 km
Denne by ligger 3 km oppe på bjergsiden.
Det er en vinby. Rundt om på bjergsiderne er der massevis af meget små, hårdt beskårne, vinplanter.
Det er en hyggelig lille by.
Bemærk vinrankerne ved byskiltet
Udsigt over bjergsiderne nord for Manilva
Vinen blilver hårdt beskåret i Manilva
Ikke alle markerne er store
Vinen spiller en stor rolle i Manilva.
Zoom mod højre for at se flisebilledet fra pladsen midt i byen.

I Manilva er der godt med vinmotiver:





Der er også et nyt vinmuseum:


Her fik vi set en video med information om byen og dens vin. Videoen var med engelske undertekster. Det var der desværre ikke på selve udstillingens plancher.
Informationen om byen var god
Men det kneb med forståelsen af plancherne

Men det her var forståeligt nok.
Hvidvinen var tør og god.
Der var også inkluderet en lille kunstudstilling på det lille vinmuseum.


I avisen "The Resident" læste vi, at der i Manilvas kommune bor 14.800 personer. Heraf er 6.700 fra andre nationer. Briterne udgør næsten 3.000 af de fremmede.

Lidl
Inicio -
Cabecera
Dette indkøbssted må endelig ikke glemmes, når ting i nærområdet skal beskrives.
Til fods kan stedet nås ved at gå 800 meter langs stranden, derefter op til landevejen og over en bro. Så er vi ved indkøbsstedet. 

Formodentlig under 1,5 km i alt.
Man kan selvfølgelig også køre dertil, hvis der fx er brug for 4 kg appelsiner eller andre tungere ting.

Varerne ligner dem derhjemme, men der er mere og billigere brød, og varer som blæksprutter og krabbekløer + en hel slagter- og fiskeafdeling.