Napolibugten - Pompei med meget mere

30. januar 2017

Pompei

- det sted er værd at besøge. 

Man kan altid være i tvivl, når man skal besøge et verdenskendt sted. Alle har hørt om Vesuvs udbrud i år 79, som begravede byen. Kan det leve op til forventningerne at se udgravningen?

Pompei er et stort sted, både i betydning og i omfang, - og det lever op til alle forventninger.

Måske skulle vi have haft denne bog i god tid inden besøget?

Vi "fik" den, da vi ledte efter parkeringsplads. Der var mange tilbud. Men et sted kunne vi parkere gratis, hvis vi altså købte bogen. Bog + parkering tilsammen kostede mindre end prisen, som stod trykt på bogen, så ...
Bogen giver forslag til, hvad man kan se på 2, 3½ og 6 timer.

Men vi havde altså ikke læst den på forhånd, og selv om vi havde læst noget om Pompei, så virkede det alligevel overvældende. Udgravningsområdet er virkelig stort.

Vi brugte godt 3 eftermiddagstimer på at vandre rundt og gik omkring 6 km i området. Alligevel nåede vi kun at se en lille del.
Heldigvis var det januar, en dag med solskin og 14 grader, så det var en ren fornøjelse. Det må være en blandet fornøjelse en hed sommerdag.

Porten nord for Forum

Forum
med statue af Ikaros - og Vesuv i baggrunden

Basilicaen med moderne statuer

Isis-templet
Det ældste tempel i området. Man ved, at det var restaureret efter jordskælvet i år 62.

Fra Isis-templet

Det store teater

Menanders hus

Fra Menanders hus

Bente i amfiteatret

Panorama af et gadekryds - hvilken vej skal vi gå nu?

På vej mod syd

På vej mod nord

Fra de flygtendes have

Her ses den moderne by for enden af gaden

Fra Venus' hus

Gade med trædesten

Klokken er 17.
De sidste eftermiddagsstråler rammer badene ved hovedindgangen.

Efter besøget stod vi tilbage med spørgsmålet:
Skal vi besøge Pompei en gang mere? Eller skal vi vælge andre steder, f.eks. at se nogle af mosaikkerne fra Pompei, som er flyttet ind på det nationale museum i Napoli.


1. februar 2017
Det blev til flere udgravninger.

Herculaneum

- det sted er også værd at besøge. 
To dage senere besøgte vi byen Ercolano. Efter en lille tur gennem markedet, som vi tilfældigt løb ind i, kiggede vi ind på et museum, MAV.

Museet havde billeder af udgravningerne i Herculaneum sat sammen med virtuelle visninger af, hvordan de samme steder formodes at have været.
Til sidst så vi en god 3D film om Vesuvs udbrud i år 79.

Fra gengivelsen af Herculaneums bade.

Der blændes over fra det nuværende udseende...

...til en gengivelse af, hvordan det har været.

Fra filmen om Vesuvs udbrud
Det var flot i 3D-udgave.

Så var vi klar til en tur gennem Ercolanos udgravninger af det romerske Herculaneum. Herculaneum var en rig kystby.

Til forskel fra Pompei var Herculaneum nærmest en ferieby, der blev bygget, for at indbyggerne kunne nyde havluften og udsigten over Napolibugten. I stedet for de pmpeianske forretningsfolks kompakte huse der der her sprdte villaer, som tilhørte patricierne. Der er en friere og mere spontan form for byggeri, og de huse, der endelig er blevet befriet for det mudder, der har indkapslet dem så længe, er generelt i en bedre bevaringstilstand end dem i Pompei. (Politikens Insight Guide) 

I dag er der 400 meter ned til Napolibugten, men inden det store udbrud i år 79 lå byen ved kysten, som det ses på denne tegning (lånt fra www.arkadias.fr)

Bemærk arkaderne nederst i billedet.
Det er opbevarings- og bådhuse.

Sådan ser det ud i dag.

Det er her meget tydeligt, hvor meget man har måttet fjerne for at få badene og arkaderne fri. 

Arkaderne nederst i udgravningen rummer de mest uhyggelige fund i Herculaneum. Skeletterne af mennesker, som søgte ned til kysten, men ikke slap væk. Man har fundet 300 skeletter i området.

Ligeledes har man fundet mange lig umiddelbart mellem udkanten af byen og havet og har dermed kunnet rekonstruere datidens tragedie. Da de enorme, hede muddermasser væltede ned over byen forsøgte Herkulanums borgere at flygte ad søvejen og løb ned til havet, hvor deres både lå.
De blev dog fanget i en fælde, idet en tsunami, forårsaget af jordskælv, samtidig brølede ind med enorm kraft fra havet. Denne scene symboliseres i dag ved, at man i udkanten af udgravningen ser nogle lagerrum med robåde og skeletter, sådan som arkæologer fandt dem.

Men på sådan en solskinsdag i januar med 17 grader, var Herculaneum et dejligt sted at gå tur.

Udsigt over udgravningsområdet

En af gaderne i Herculanerum.
Den nye by, Ercolano, ses i baggrunden, hævet en del over det gamle Herculaneum.

Et kig fra gaden ind gennem atrium
i huset med Neptun og Amfritrite mosaikken.

Mosaikken med Neptun og Amfritrite

I samme rum

Her er der gang i reparation af en såkaldt thermopolium.
Det er steder, hvor der blev serveret varm mad og drikke midt på dagen.

Et sidste kig på Herculaneum

Jamen, der mangler jo en dag mellem besøget i Pompei den 30. januar og besøget i Herculaneum den 1. februar?
Ja, og da så vi også udgravninger.

Dem kunne vi gå til. Pompei ligger 16 km fra vores airbnb, og Herculaneum ligger 23 km væk, men der er altså også udgravninger her i Castellammare di Stabia, eller Stabiae, som stedet hed i romertiden.

Villaer i Stabia

Man har udgravet to store villaer, der har tilhørt rige folk i romertiden. Villaerne hedder Villa San Marco og Villa Arianna.

De ser ikke ud af meget, når man nærmer sig indgangene. Her ses indgangen til Villa San Marco:

Men begge steder, blev vi overraskede over villaernes størrelse (over 188 kvm) og flotte beliggenhed med udsigt ned over Napolibugten.

Villa San Marco

Villa San Marco

Udsigt fra Villa Arianna

Begge villaer havde også udsmykninger, selv om de fineste ting er blevet sendt på museum i Napoli. Her lidt pynt fra væggene:

Og på hjemvejen hjem kunne vi nyde udsigten over Napolibugten ved Castellammare di Stabi.

Napolibugten - Vulcano Solfatara og Cuma

29. januar 2017

Vi tager lige det teoretiske først. Solfatara er en geologisk betegnelse. Fra Wikipedia: 

Solfatara (af latin sulfa "svovl" og terra "jord") er en varm kilde eller en slags mudderpøl med geotermisk aktivitet. De kan typisk findes omkring vulkaner. Der er en karakteristisk lugt af rådne æg pga. svovlforbindelserne. 

For det meste er den udstrømmende gas varm og indeholder også carbondioxid (C + O₂ ⇔ CO₂ + 386 kJ) og vanddampe. Gennem den kemiske reaktion af svovlvandstof og svovl med ilt dannes svoldioxid, som opløser sig i vand, som danner den svovlholdige syre svovlsyrling (H₂SO₃). De forsurer stenarterne og bevirker, at de sammen med de varme vanddampe opløses i de mineralske bestanddele. Gennem denne opløsning og kondensation (vand, som skifter fase fra damp til væske) fra vanddampene, danner der sig ofte en slamkedel med gas og luftbobler.

Så til den faktiske oplevelse:

Vi kørte til byen Pozzuoli i Napolibugten nordvest for Napoli. Her er et sted, som hedder Vulcano Solfatara. Der kan man gå rundt i et landskab af form som et stort krater. Det så sådan ud:

I modlys kunne vi se de mange dampe på kratersiden tydeligt

150 grader - men ingen afspærring

En bestemt alge er i stand til at trives i de varme omgivelser

Erik så tæt på, som det er forsvarligt at gå

Her kigger vi begge ned i et svovlboblende hul.

Man havde tidligere hentet vand med mineraler fra brønde i området. Det blev brugt på stedet og solgt som sundhedsdrikke mod alle mulige dårligdomme.

Såkaldte ovne, en slags saunaer.
Inde i ovnen var der meget varmt øppe under loftet.

Inden besøget i Vulcano Solfatara, havde vi været lidt længere ude mod kysten. Der havde vi set noget, som ikke var så geologisk men derimod af stor historisk betydning. Udgravningerne ved Cuma. Fra Politikens Insight Guide:

I grækertiden var Napoli for en ren grønskolling at regne i forhold til moderbyen Cumae (Cuma) 30 kilometer vestpå. Den er grundlagt omkring 750 f.Kr. af aoler fra Lilleasien og var i det 6. årh. f.Kr blevet det førende politiske, økonomiske og kulturelle magtcenter på kysten ved Napolibugten og øerne ud for den.

Hertil kom Æneas for at søge råd hos Sibyllen (spåkvinden) før sin nedstigning til underverdenen. Den berømte Antro della Sibilla Cumana (den cumæiske sibylles grotte) er for ikke så lang tid siden blevet afdækket af arkæologer. Den består af en 44 meter lang, trapezformet dromos (korridor) med seks luftskakter, der fører til et rektangulært rum med nicher., hvor sibyllen formodentlig har siddet og ytret sine profetier ........... 

Fra grotten kan man gå op ad bakken til ruinerne af templer for Apollon og Zeus, hvorfra der er fin udsigt over kysten og øerne ud for den.

Sådan så vi Cuma:

Indgangen til Sibyllens grotte

Sibyllens rum

Tempeludgravning

Udsigt fra tempelområdet mod havet

Søndagstræning på stranden

I det kraftige modlys (klart solskin og 14 grader) ses kysten og øen Ischia

På vejen mellem kystområdet ved Cuma og det vulkanske område kørte vi forbi denne kratersø, Lago di Averno.
Mange benyttede stien rundt om søen til en fin søndagstravetur, men det tillod dagens program os ikke.