Den 27. februar 2024
Rhodos by
Længst mod nord på Rhodos ligger Rhodos by. Den fik vi besøgt i strålende solskin og 18 grader.
Først et lille kig ud over nordkysten lige syd for byen:
En beskrivelse lånt fra www.escapeaway.dk:
Gå i korsriddernes fodspor
I Rhodos by vil du som turist opleve en fantastisk blanding af historie, kultur og skønne strande. Start din eventyrlystne dag ved at udforske den gamle bydel, som er en sand skat af middelalderlige seværdigheder. Her kan du gå i fodsporene af de gamle korsriddere, som erobrede byen, da de i starten af 1300-tallet flygtede fra Cypern.
Selvom byens historiske rødder rækker langt tilbage i Antikken, er det især de stemningsfulde middelalderkvarterer, Rhodos by i dag er kendt for. De er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Det forstår du godt, når du vandrer gennem de snoede brostensgader, og lad dig fortrylle af de imponerende bymure og tårne, der stadig står som vidnesbyrd om fortidens storhed.
Enestående verdensarv
Desværre står den gigantiske bronzestatue, Kolossen på Rhodos, ikke længere ved havnens indløb. Statuen som forestillede solguden Helios, var et af oldtidens syv underværker. Der er heldigvis meget andet historisk at se i byen.
Fra 1309 til 1523 var Rhodos besat af Johanniterordenen, som brugte deres kræfter på at befæste byen. Efter korsridderne tog både tyrkerne og italienerne kontrol over Rhodos. Det er i den øvre del af Rhodos by, at du kan se det berømte stormesternes palads, det store hospital og riddernes gade. De er alle udsøgte eksempler på gotisk design.
I den nedre bydel finder du en betagende blanding af denne gotisk arkitektur og spor fra den den osmanniske æra med moskeer og offentlige bade. Den velbevarende gamle bydel har sikret Rhodos by sin plads på UNESCO’s prestigefulde liste. Selv hvis historie ikke interesserer dig synderligt, kan det da også varmt anbefales at sætte god tid til udforske seværdighederne her.
Den beskrivelse er ikke en overdrivelse. Der er historie og stemning i byen.
Vi blev først ført ind til den gamle bydel, hvorefter der var god tid at vandre rundt på egen hånd. Så god tid, at vi både havde tid til at gå en på forhånd planlagt byvandring og en god kop kaffe.
Rhodos by kommer vi helt sikkert tilbage til, mens vi er her!
Og hen på eftermiddagen kunne vi så nyde solen og udsigten over havet ved at gå en lille tur fra hotellet til de nærmeste strandområder. Det er ikke fornemme strande, så hotellerne her syd for Rhodos by har alle pool-områder.
Havfruen? |
Kolossen på Rhodos? |
Som nævnt har vi de to første dage haft delvis overskyet med 15 grader og derefter solskin med 18 grader. Det var vældig fint.
Men begge dage har der været en frisk blæst, og det har åbenbart skabt problemer, for i dag fik vi at vide, at sejladsen fra Rhodos by har været aflyst i 3 dage.
Men i morgen midt på dagen kan sejladsen genoptages. Med andre ord: Vi kan komme med båden til Mamaris i morgen kl. 12.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar