Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

søndag den 3. oktober 2021

Esbjerg med mere

 


Ankomst til Esbjerg

Tid til årets boligbytteferie nummer to. 

Vores byttepartnere fra Esbjerg kom til Havnsø, og efter lidt snak kørte vi mod vest.
Hen på eftermiddagen ankom vi til Esbjerg. Som det første kørte vi ud til stranden ved Hjerting, for man kan vel ikke besøge Esbjerg uden at have set kendingsmærket "Mennesket ved havet."

Mennesket ved Havet, i folkemunde ofte kaldet De 4 hvide mænd, er en 9 meter høj skulptur i hvid beton, udført af billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen. Den er placeret nord for Esbjerg ved Sædding Strand. Placeringen lige overfor Fiskeri- og Søfartsmuseet, en af områdets store turistattraktioner, gør at den får stor eksponering, og er blevet et kendt vartegn for Esbjerg.

Skulpturen blev afsløret d. 28. oktober 1995 og er opført af Esbjerg Kommune, Statens Kunstfond og private sponsorer i anledning af kommunens 100-års jubilæum i 1994. (Wikipedia)

Bente sammen med en af de store hvide mænd, 
som kigger ud over havet.

Udsigt over bugt og strand.


Vi fandt frem til det fine og moderne parcelhus i forstaden Jerne, tæt på centrum.
Et meget flot udgangspunkt for en uge i Esbjerg.

Billeder af huset taget fra boligbytteannoncen


Et besøg i indkøbstemplet Broen med udsigt over Esbjerg nåede vi også på den første dag. Så det ophold er godt begyndt.

60 butikker, det skal nok passe.
Vi fik kun set udsigten fra P-pladsen på taget og besøgt Kvicky




Hjerting kirke og Museum Frello i Varde

Heldagsregn. Museumsvejr.
Det var ikke vejr til længere vandreture i naturen, så vi bestemte os for på denne søndag at besøge en kirke og et museum.

På vejen mod Varde kørte vi op langs kysten og kiggede indenfor i Hjerting Kirke, - en meget moderne kirke med udsmykning af Arne Jacobsen.

Fra kirkens brochure
Klik på billedet for at læse

Indgangen til kirkerummet

Arne Jacobsen: Kristus

Arne Jacobsen: Adam og Eva

Vi passerede udmundingen af Varde å på vej mod Varde, men det var ikke vejr til vandring i naturen, så vi nøjedes med at se det fra bilen.

Museum Frello i Varde var en god oplevelse. Hvornår synes man ellers, at det ligefrem er morsomt at komme på kunstmuseum?
Her var noget at more sig over, - og undre sig over.

Efter besøget kan man så tænke over Otto Frellos ord:


"Der må gerne være en usikkerhed og en spænding.
Hvad var det egentlig, vi så - blev vi taget ved næsen eller hvad?"


Otto Frello fortæller om sine malerier.
Fra introduktionsvideoen på museet

Kongens Nytorv

Detalje fra Kongens Nytorv

Københavnerbillede (Amager Torv før og nu)

Detalje fra Københavnerbillede

Frokost i det grønne

Lyst til mere forundring eller morskab, så kan der ses flere malerier her:


Det var en rigtig god måde at bruge en regnvejrsdag på.


Tirpitz og Blåvandshuk

Efter besøget i Varde, fortsatte vi dagen efter ud mod kysten, eller som den gamle plakat siger: Over Varde til EVENTYRETS LAND.


Der er nu ikke meget eventyr over områdets nye store seværdighed: Tirpitz
Men det er en fantastisk flot udstillingsbygning. Nede i klitterne ligger en firdelt bygning med forskellige udstillinger. Det er flot lavet.

Her ses udstillingsområderne:
Øverst hovedbunkeren, hvor den store kanon skulle monteres

og de tre faste udstillinger har hvert sit hjørne nede i klitterne:
* Den skjulte vestkyst om livet og turismen på kysten
* Havets guld om rav
* En hær af beton om bunkerne


Her er nogle billeder fra det underjordiske museum:

En hær af beton

Det centrale rum i hovedbunkeren

Gang i hovedbunkeren

Videoshow i udstillingen om Vestkysten



Sådan ser museet ud set fra oven:

Midterpartiet med indgangen

Hovedbunkeren med mammutter som blikfang

Panorama af museet i klitterne.
Zoom evt. mod højre.



Efter besøget på dette nye flotte museum (man kan læse om oprettelsen her: A.P. Møller fonde - Tirpitz) kørte vi ud til stranden ved Blåvandshuk Fyr.

Godt med lidt frisk vind og solskin. Det klarede meget op i løbet af dagen.

Bente på vej mod stranden

Modefotografering eller begivenhed nedenfor fyret?

Blåvandshuk fyr

Blåvandshuk fyr set fra klitterne.
En enkelt bunker ses også stikke op.

Frisk vind ved Hvidbjerg strand lige syd for Blåvand

Efter sådan en tur ved Danmarks vestligste punkt gør det godt med snegl og kaffe:



Rundt om Ribe

Ribe er et oplagt udflugtsmål fra Esbjerg.
Så efter at have konstateret, at der på Esbjergs gågade (Danmarks længste!) og det tilstødende torv var mindre liv, end der er en almindelig formiddagen på Holbæks Ahlgade, kørte vi om eftermiddagen mod syd.

Ikke meget liv på Torvet
Men folk i Esbjerg er måske på arbejde?


Vi har besøgt Ribe flere gange, så vi bestemte os for ikke at køre ind til Skibsbroen og domkirken. Vi kørte en tur rundt om Ribe. Dermed kom vi til både skov og marsk.


På den østlige side gik vi en tur i Haslund Krat, der ligger 7 km nordøst for Ribe. 
Det er et fredet egekrat, som er en rest af de oprindelige egeskove.
Krattet er omtalt i Traps Danmark, men det er vist ikke nogen stor turistattraktion?
Det var ingen skiltning mod P-pladsen, hvor de afmærkede ruter begynder.

Troldeskov
fordi det er blevet brugt som stævningsskov, der blev fældet hvert 20. år

Vest for Ribe kom vi forbi udløbet af Kongeåen og Ribe å. Der var et fint lys over marsken og Vadehavet.

Kongeåen - kig mod øst

Kongeåen - kig mod vest

Her et panorama fra Kammerslusen, hvor Ribe å løber ud i Vadehavet. 





Fanø

En god heldagstur til Fanø, som vi kunne nyde i flot efterårsvejr.




Overfart til Fanø
Her den nye eldrevne færge 

Sandbanke ved Nordby med sæler og Esbjerg i baggrunden

Sæler

Nordby

Albue fuglekøje midt på østsiden af Fanø. Her blev fanget mange ænder.
Det er en gammel fangstmetode, som blev forbudt med ny jagtlov i 1931

Sønderho Kirke

Hele 15 skibe hænger under loftet i Sønderho Kirke



Sønderho

Sommerhusområdet syd for Sønderho med Esbjerg i baggrunden

Midt på dagen nød vi udsigten over det allersydligste af Fanø.
Her er to panoramabilleder:



Om eftermiddagen sluttede vi besøget af med en tur på stranden:

Med fare for at blive overfaldet af drager,
er bilen blevet parkeret på stranden.


Masser af drager på Rindby Strand


Fanø igen

Vi blev ikke færdige med Fanø, så vi måtte tage med færgen igen dagen efter, - vores sidste dag i Esbjerg-området.
Meget enkel skiltning på Fanølinjen.
Færgen vender aldrig, så skiltet sidder fast.

Det vi ville have med var en tur ud på Fanøs store sandkasse. Eller skal vi sige: Fanøs bredeste strand.
Området længst mod nordvest hedder Søren Jessens Sand, og det er en vandring på 3 km hver vej at komme tværs over fra klitterne ud til Grådyb.


"Søren Jessens Sand er en sandet halvø vest for det nordlige Fanø. Med et 'sand' menes i den lokale terminologi et højsand, der er delvist tørlagt ved højvande, men som overskylles ved højere vandstande end normalt højvande." Wikipedia

Klar til en tur på sandet

Så går det deruda'

En fragtbåd med møllevinger på vej ud fra Esbjerg

På vej tilbage mod klitterne
Skorstenen står ved kraftværket i Esbjerg

Om eftermiddagen var vi tilbage i Nordby, og så gjorde det godt med lidt mad fra slagter Christiansen i Hovedgaden.


Vi slentrede lidt rundt i byen for at kigge på de maleriske huse,  og vi fik set udsigten oppe fra Kikkebjerget, hvor man i gammel tid kiggede efter skibe, som man kunne tilbyde lodshjælp. Det var en dejlig klar efterårsdag.







Sådan fik vi efterårsopholdet i Esbjerg sluttet af på bedste vis med dobbelttur til Fanø.
Så manglede kun hjemturen, hvor vi fik besøgt Bentes mor og sejlede hjem fra Århus.

Et lille ophold i Skjern nåede vi også:

Moderne boliger ved indkørslen til Skjern.
Her bor vores tidligere nabo, Jens Peder.

Ved opholdet i Skjern fik vi set pæne områder midt i Skjern, som vi ikke havde set før. Vi kunne konstatere, at der ikke manglede vand i åen. Det vestlige Danmark har fået godt med regn.
Vandhaverne

Langs Kirke Å

Skjern kirke og Kirke Å


Ingen kommentarer: