Valencia 12 - Hjemrejse

København den 8. november 2015

Så gik det den modsatte vej.
Vi skulle fra Valencia tilbage til lufthavnen i Madrid for at flyve tilbage til København.

Så lokker atter den lange vej
Der var meget lidt trafik på motorvejen mellem Valencia og Madrid denne lørdag

Der var rigtig mange røde vinmarker langs vejen...

...og en tyr nu og da

Så sagde vi farvel til Spanien...

...og kom tilbage til København, hvor vi dagen efter var en tur i Cisternerne. Vores barnebarn, Silas, syntes, at det var rigtig sjovt at have en lygte med og se på vandet.

Indgangen til Cisternerne

INGVAR CRONHAMMAR
"H"
3. marts – 29. november 2015

33 år efter at Cisternerne blev drænet, er vandet kommet tilbage i det 4.320 kvadratmeter store vandreservoir dybt under Søndermarken. Som besøgende er man omgivet af vand, både i form af et stort vandspejl der dækker gulvet, og 28 søjler af lysende, faldende vand. Via gangbroer bevæger man sig ind i et ukendt mørke. Vandet spejler, reflekterer og er medskabende på såvel det visuelle som den musikalske del af projektet, skabt af komponisten Martin Hall.

Leg med lys i mørket

Silas og moster Bibi leger med lygter nede i Cronhammers installation,

og Eriks kamera udsender rødt målelys.

Det var vores storbyrejse til København-Madrid-Valencia.
En rigtig dejlig efterårsrejse.

Valencia 11 - Den sidste dag

Valencia den 6. november 2015

Den sidste dag i Valencia

Advarsel:
Dette opslag indeholder både reklame og foto af mad, vi har spist. Så det er næsten det samme som at læse på Facebook.


Så kom vores sidste dag i Valencia. Og hvilken dag? Solskin fra tidlig morgen og 24 grader midt på dagen.
Det er da en november, der vil noget!

Efter lidt rengøring i lejligheden kørte vi så den sidste tur. Det var for længst bestemt, at vi igen skulle til Albufera Naturpark, som vi besøgte en af de første dage.
Målet var El Palmar med de mange restauranter.

Ja, hvilken dag til et gensyn med Albufera. Her er et par kig på søen på vej mod El Palmar.

Fremme i El Palmar tilbød restauranterne sig langs kanalen:

Restauranten "Isla"

Forkundskaber er jo nyttige. Den restaurant havde vi læst om. Den blev omtalt i Politikens rejsesektion under overskriften "

Top 5: El Palmars bedste paellarestauranter

Restaurante Isla

Det er den ældste restaurant i byen, og her anvender de altid kvalitetsprodukter. Man kan sidde udenfor og nyde ’Paella Valenciana’, som er den bedste paella på restauranten. Som forret er ’All i pebre’, der er ål i hvidløg og paprikamarinade, i topklasse.

Da der var så utrolig mange restauranter at vælge imellem i El Palmer, lod vi denne omtale være afgørende.
Vi fik et god og rigelig frokost med "All i pebre" og "Paella Valenciana"

Så er vi i gang
Ristet brød med tomat og aioli

Så er der All i pebre
Ål i hvidløg og  paprikamarinade

Og så er der paella med kylling og kanin. 

Bemærk at vores paella valenciana også er med snegle!
Efter tjenerens mening et rigtigt valg.

Det ville være en underdrivelse at sige, at vi var mætte efter "All i pebre" og "Paella Valenciana" + en espresso.

Men vi tog videre igennem landskabet med rismarker og højhushoteller ude i baggrunden.

Panorama:

Hvad så, når man er stopmæt?
Den sædvanlige recept: En vandretur på stranden. Denne gang blev det ved stranden lige syd for en af Albuferas udløb i Middelhavet.
Her var noget så usædvanligt som et genskabelsesprojekt uden veje, højhuse og hoteller i strandkanten.
Nej, der var ligefrem blevet gendannet klitter med bevoksning.

På vej gennem de bevoksede klitter

Stranden var bag klitterne.
Igen næsten mennesketom, selv om der var sol og 24 grader.

Der er ikke langt til Valencia

Det var så vores sidste oplevelse i Valencia. For der er jo ingen grund til at omtale trafikken på vejen tilbage eller vores besøg i Carrefour.
Området kan anbefales!

Valencia 10 - En tur ind i landet

Valencia den 5. november 2015

Alpuente
En tur ind i landet

Vores dagsture fra Valencia havde bragt os mod nord og syd, men aldrig langt væk fra kysten.
Denne tur gik ind i landet. Målet var Alpuente, 90 km fra Valencia.

Før vi i Titaguas drejede af mod Alpuente, holdt vi en lille pause på en bakke nord for byen. Stedet hedder Ermita del Remedio. Ermita betyder et fritliggende kapel.

Det var et meget velorganiseret picnic-sted.

Så kom vi frem til Alpuente, som ligger i 1.000 meters højde.

Vi så ikke en lokalbefolkning, der så ud som på velkomstbilledet, men vi så en meget charmerende by med fantastiske udsigter i alle retninger.

Alpuente centrum
Der bor nu i alt 675 indbyggere i den lille by, som tidligere havde en stor fæstning på toppen.

Fra byvandringen

Floden Reguero løber øst om byen - langt nedenfor byen

Det mest dramatiske var kløften lige nord for byen

Vi fortsatte fra Alpuente mod La Yesa og kom gennem nogle lavere bjergområder med skov på vejen tilbage.

Der var vindmøller på toppen og vældig gang i stenbrud flere steder.

Dagens tur kunne være sluttet her. Vi havde været inde i landet, og vi havde set flotte landskaber.
Men gode vaner er...gode. Så vanen tro sluttede vi turen nede ved havet. Vi kørte ned til stranden ved Alboraya, hvor vi også var lige efter skybruddet 4 dage før. Dengang var det kun surfere, der brød sig om vinden og bølgerne.
Nu var der helt roligt.

Valencia 9 - Fæstning, by og strand

Valencia den 3. november 2015

Cullera
Fæstning, by og strand

Nu har vi en fast opskrift på en god 3-retters udflugt. Det hedder besøg i en by med en fæstning oppe på toppen og en tur på stranden til sidst.

De første gange kørte vi kun 30 km mod nord og syd fra Valencia for at få denne 3-retters menu. Denne gang blev det hele 50 km mod syd og dermed 45 minutter fra Valencia.
Cullera havde så også det hele samlet.

Så er vi i byen og på vej op mod fæstningen

Her ses tydeligt den slyngede sti, der fører op til fæstningen og kirken.
Langs stien var der, som man tit ser, de 14 stationer på Jesu lidelsesvej.

Oppe ved fæstningsanlægget blev vi så belønnet med disse udsigter:

Mod nord - massevis af store hoteller langs kysten

Mod syd - i de flade områder langs floden dyrkes ris

Kirkens udsmykning var meget interessant. Selv om kirken var gammel var kun ganske lidt af udsmykningen ældre end 1980'erne.

Nogle af de gamle kakler
Det var så det nærmeste, vi kom tyrefægtning

Nyere glasmosaik
Vi kunne sagtens genkende stien op til kirken og fæstningen

Så er vi på vej ad stien ned mod byen igen

Fra Cullera:

Så sluttes der af på stranden:

Først en bid brød på strandpromenaden

Så den obligatoriske strandvandring

Strand, sol og 24 grader, - det er november!

Sådan kan man også nyde stranden i november, når man er i Cullera

PS:
Kunne man ikke bare køre op til fæstningen?
Jo, og i november er der masser af parkeringspladser. Men vi syntes det ville være snyd. Der er trods alt under én km i luftlinje.