Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

onsdag den 5. juli 2017

Langs stranden i Oostende


Den 5. juli 2017
Rigtigt sommervejr og en lang tur langs stranden i Oostende. 

Her er vores startpunkt, som ligger mere end 3 km syd for pieren ud for havnen i Oostende: 



Det blev til flere km med fødderne i vand på vejen mod nord og en tur på promenaden på vejen tilbage.

Belgiere i gang med at bygge på stranden

Stranden ud for Oostende centrum.
I betragtning af hvor mange belgiere, der findes, er der ikke ligefrem overfyldt.


Disney sandskulptur

Tid til en belgisk vaffel i centrum af Oostende. Kalorier i massevis. Vafler sælges overalt i byen og langs stranden. Hvorfor stedet her i Oostende så kalder sig Australian?

Dagens kulturelle indslag var et besøg i Ensorhuis, opkaldt efter kunstneren James Ensor.


Fra Gyldendals Den Store Danske: 
James Ensor, 1860-1949, belgisk maler og grafiker. Bortset fra kortvarige ophold i Bruxelles, hvor James Ensor studerede på kunstakademiet 1877-80, boede og arbejdede han til sin død i fødebyen Oostende; her findes også et Ensor-museum.
James Ensor malede i begyndelsen i en impressionistisk stil, men udviklede i 1880'erne et mere ekspressionistisk maleri med en meget personlig og til tider grotesk, humoristisk motivkreds.
Han forsøgte i denne tid at gøre op med kunstnermyten, og han billedliggjorde sit pessimistiske og melankolske livssyn ved hjælp af karnevalsmasker og skeletter i bizarre fantasifremstillinger, inspireret af det makabre og satiriske hos Hieronymus Bosch og Pieter Bruegel d.æ.
Det lille museum ligger i en souvenir-butik,
som Ensor flyttede ind i efter tantens død.

Et af Ensors billeder
Efter en belgisk vaffel og lidt kultur kunne vi begive os tilbage mod parkeringspladsen syd for byen.
Bentes mobil siger, at den samlede vandretur blev på over 9 km.



Fra promenaden

Stranden i panorama


tirsdag den 4. juli 2017

De Diksmuidse Dodengang


Den 4. juli 2017
Det var varmt nok i dag, 23 grader, men det begyndte som en grå og overskyet dag. Vi bestemte os for, at det var det rette vejr til et besøg i skyttegravene fra 1. verdenskrig.

Et område 1,5 km fra byen Diksmuide kaldes De Dodengang. Her er restaureret nogle af de skyttegrave, hvor tusindvis af soldater døde 1914-18.

Meget passende med valmuer lige foran
parkeringspladsen ved Dodengang.


På Flanderns marker blafrer valmuerne 
mellem de endeløse rækker af kors,
der markerer vort sidste hvilested.
Og højt over os flyver de modigt syngende lærker, 
men de høres næppe for kanonerne under dem.

"In Flanders Fields" 
John McCrae, maj 1915 

Bente på vej ind i skyttegravene
Udsigt over området
Udsigt over Ijzel-floden lige ved siden af Dodengang

Det ser jo meget pænt ud selv i gråvejr. Men det militære museum understreger med billeder, film og tekst, hvad det hele drejer sig om:


Løbegrave

Vi fik også besøgt byen Diksmuide, på den modsatte side af Ijsel-floden. Her ses byen ude fra skyttegravene.

Det er en meget flot by. Den ser gammel ud med mange store bygninger af gule sten med takkede gavle; men det er bedrag. Byen blev fuldstændig ødelagt af tyskernes bombardement i 1914, men genopbygget efter krigen.
Et hyggeligt sted til en lille byvandring.
Sådan så kirken ud efter bombardementet.
Et billede inde i kirken viser bombningen

Sådan så vi byen i dag.
Grote Markt i Diksmuide med kirken i baggrunden.

Den imponerende store Sint-Niklaas kirke blev genopbygget 1923-1925.


Damme


Den 3. juli 2017
Byen Damme er en lille perle. 

Den ligger ved en kanal med forbindelse til Brügge og ud til en større kanal og havet.
Tidligere var det Brügges ydre havn, da vadehavet ud for Brügge sandede til. Men også sejladsen til Damme blev vanskelig og byen gik i forfald, indtil turisme og ferieboliger genoplivede den.

Nu er det igen en levende by. Det er ren idyl med storke, kanal med turistfart, en vindmølle, en kirke fra 1225 og et rådhus fra 1468.

Der kunne vi sagtens tilbringe nogle eftermiddagstimer.
Vindmøllen ved kanalen


Møllehuset, - storkene er ægte!

Torvet i Damme, det er landbrugsområde.

Bente på vej over torvet.

Rådhuset, også med storke


Sådan kan man gøre, når en kirke bliver for stor.
En del af skibet er fjernet, så der er et åbent stykke mellem kirkerum og tårn.
 Selvfølgelig skulle vi op i tårnet for at se udsigten over området.



Udsigt mod byens centrum

Udsigt mod vest

Stien rundt om byen går langs en kanel og har store skyggefulde træer.

Panorama af Damme

søndag den 2. juli 2017

Brügge


Den 2. juli 2017
Så kom vi i gang med vores "Flandern Rundt."
Flandern? Ja, nu har vi fået opfrisket, hvad der menes med Flandern?
Fra Wikipedia 
Flandern er den nordlige, nederlandsksprogede del af Belgien. Siden den føderale opdeling af Belgien i 1993 er Flandern også en belgisk delstat. Den belgiske statsordning skelner mellem den Flamske Region, som ikke omfatter det tosprogede Bryssel, og det Flamske Fællesskab, som også omfatter de flamske institutioner i Bryssel.
Det egentlige, historiske Flandern omfatter kun den vestlige del af den nuværende delstat, i dag provinserne Øst- og Vestflandern omkring Gent og Brugge. Det historiske Flandern rækker ind i nabolandene, idet det også omfatter Zeeuws-Vlaanderen i det nuværende land Nederlandene og Fransk Flandern omkring Dunkerque i Frankrig.

Til Flandern hører tillægsordet flamsk, der også bruges som samlebetegnelse for de nederlandske dialekter, der tales i området. Indbyggerne i Flandern kaldes flamlændere.
 Det historiske Flandern:
Det historiske Flandern dækker det vestligste Belgien
og rækker ind i Frankrig og Nederlandene.
Den flamske region i Belgien:
Den flamske region dækker det nordlige Belgien og omringer Bruxelles.
Regionen består af 5 provinser.

Når vi siger, at vi er i gang med et "Flandern rundt" er det et udtryk, som vi har lånt fra cykelsporten. Men vi vil nok kun nå lidt rundt i de to provinser Vestflandern og Østflandern. Altså de to vestligste provinser af den flamske region i Belgien.

Men vi er begyndt, og vi begyndte med Brugge, som vi på dansk staver på den tyske måde, Brügge.
Det tager kun 15 minutter at køre ind til Brügge fra vores byttebolig, så det var et nærliggende sted at begynde.
Hvis vi havde troet, at der ville være god plads en søndag eftermiddag, tog vi helt fejl. Det myldrer med turister i Brügge. Ved parkeringskælderen (1.200 pladser) ved t'Zand var der gang i et kæmpestort loppemarked, og der var lidt ventetid på en ledig parkeringsplads.


Vi satte os det mål at besøge og stige op i klokketårnet Belfort. Tårnet er 83 meter højt, og der er 366 trin op til udsigten. Her måtte vi igen vente lidt, da der kun er plads til et begrænset antal i tårnet.

På vej gennem Brügge på vej mod Markt

En hel gade uden turister

Kanalrundfart
Det gemmer vi til en anden dag.
Dagens mål, klokketårnet på Markt

På vej op i tårnet.
Udsigt over Markt.

Heltoppe.
Udsigt over Brügge med kanaler


333 trin oppe findes trommelrummet.
Så er der yderligere 33 trin til den øverste udsigt.

Tårnets klokker kan der spilles på med et klaviatur,
men der er også en tromle, der hvert kvarter drejer, så der falder slag på klokkerne med hamre.

Tromlen med stifterne, der aktiverer slaget på klokkerne
Klokkerne

Så er vi igen nede blandt de mange mennesker på Markt.

Det var første besøg i Brügge. Vi tager helt sikkert derind igen. Tiden vil vise om det bliver i bil (15 min.) eller med tog (10 min.)

lørdag den 1. juli 2017

Ankomst til Beernem


Den 1. juli 2017
Midt på eftermiddagen kom vi frem til vores byttebolig i Beernem
Det er en rigtig fin bolig i en stationsby, ikke langt fra Brügge. Det er et meget velplejet og roligt kvarter.

Her er huset

Så træder vi indenfor
Vi fik gået en tur for at kigge på de nærmeste forretninger: Bageren Bakkerij Stefaan og dagligvareforretningerne Aldi og Carrefour.

Nu glæder vi os til at komme "Flandern Rundt"