Australien 18 - Outback

Vores Outback-tur

Forårstur!

Allerførst i september, den første forårsmåned i Australien, kørte vi fra bytteboligen i Tintenbar på tur mod vest, - ud mod de mere øde og tørre områder vest for Great Dividing Range.

Så var vi på vej.
Til Lismore, derefter Casino og Tenterfield. Så gik det ellers deruda' på Bruxner Way.

Vi kørte ind omkring den lille by Texas i Queensland, og derefter frem til Boggabilla lige syd for grænsen til Queensland.

BOGGABILLA

Vi overnattede i Boggabilla på et motel lige ved siden af den berømte pub Wobly Boot Hotel. Pubben er kendt fra denne country sang:

Costner: The Wobly Boot Hotel
(klik på linket!)

The Wobbly Boot Hotel

- billedet er taget, mens der tilfældigvis IKKE kom en af de over 1000 daglige lastbiler omkring hjørnet. Det er hovedvejen mellem syd og nord.

Erik var om aftenen inde på pubben og fik få øl sammen med værtsparret og nogle få lokale beboere. Rigtig hyggeligt!


Men bortset fra det, giver sangen et forskønnet billede af forholdene I Boggabilla.

Byen har 900 indbyggere, og  et opslag på nettet fortæller “of which 56% identified as Aboriginal or Torres Islander descent"
- Men hvad laver folk i den by? Vi gik en tur i byen, og vi undrede os over byens rodede udseende.

Efter det Erik hørte på pubben er svaret på, hvad beboerne laver enkelt: Ingenting.
De fleste aboriginals er uden arbejde og lever af statsstøtte, og husene i byen bærer præg af en opgivende holdning. Ofte er husene også til salg for næsten ingenting.

Et af de pænere huse i byen, hvor der også er ryddeligt udenfor

Fra en af hovedgaderne

PÅ VEJ MOD VEST

Næste dag kørte vi videre til minebyen Lightning Ridge. Et meget specielt sted. Men først skulle vi køre igennem et landskab med hvedemarker, bomuldsmarker og store områder med ekstensiv kvægdrift.

Det oplevede vi blandt andet således:

En stor flok kalve ved vejsiden

Road train passerer samtidig med at kalvene drives over vejen

Her kommer The Jackaroo på motorcykel

med hund

Kvægdriveren i aktion

Endnu en jackaroo hjælper til

Så er alle kalvene på rette spor, og vi kan køre videre

Kilometer efter kilometer med dette landskab

LIGHTNING RIDGE

Vi kom frem til Lightning Ridge.

Det er sandelig et underligt sted. En by, der findes på grund af opaler, især den fine sorte opal.

Nærmest nybyggeragtigt er det med en masse mennesker, der bor på deres udgravninger i såkaldte camps udenom byen.
Men samtidig er det en rigtig by med meget brede gader, forretninger, politi, domhus, sygehus og så videre.


For turisterne er der lavet særlige kør-selv ruter ud til udgravningerne. De er markeret med bildøre i forskellige farver.

Det første besøg var Green Car Door ruten ud til et af de ældste udgravningsområder med en flot udsigt mod solnedgangen kl. 17:45

Bente ser på landskabet og venter på solnedgangen

Opgave:Find Bente i landskabet herunder

Klik!

Dagen efter:

Næste dag havde vi hele dagen til rådighed i Lightning Ridge. Mange var parate til at hjælpe med forslag til, hvordan dagen kunne bruges.
Der er to selskaber, som tilbyder busrundture i området, og der er adskillige steder med adgang til udgravninger eller udstillinger.

Men vi bestemte os for at holde os til udsigterne fra ”Lightning Ridge Car Door Tours”

Forstået sådan, at vi ganske vist brugte rutevejledningen, men vi gik rundt, så vi fik god tid til at se tingene. Alligevel nåede vi i løbet af dagen både den røde, den blå og halvdelen af den gule bildørstur. – Og vi så rigtig meget, fordi vi gik rundt på ruterne.

Så begyndte med den røde tur. Det var først på formiddagen, og himlen var skyfri, men solen havde ikke meget magt endnu.

Den røde tur førte os gennem områderne lige udenfor byen. Der bor man på de såkaldte ”camps” – lodder beregnet til gravning efter opaler.
Og man bor mere eller mindre primitivt. Her en Camp med tilhørende Outhouse:

Sådan kan en udestue se ud:

Og her en mere moderne beboelse, som ligner et parcelhus derhjemme, lige bortset fra vandtanken.
Lightning Ridge er en af de få byer, hvor man ikke skal bekymre sig om mængden af vand. Man har artetiske brønde, der giver varmt vand året rundt.

Sådan kan man også bo som ”camper”:

Hov, hvad er det? Er der ikke midt i ”forstaden” en kænguru? Se grundigt på billedet, der er faktisk 3 kænguruer, som skjuler sig i træernes skygge:

Erik anstrenger sig for at fotografere kænguruer:

Og her er så nogle af hans billeder:

Den røde rute slutter lige uden for byen. Her fører en 40 km grusvej videre mod Collarenebri. Den vej havde vores gps først anvist os, men vi fravalgte, -og måtte i stedet køre 75 + 59 km på asfaltvej fra Collarenebri for at komme frem til Lightning Ridge.

Om eftermiddagen var det så den blå rute, vi gik i gang med:

Ved begyndelsen af den blå rute havde et par indrettet et galleri i fri luft. Nogle bølgeblikplader opsat udenfor beboelsen, så har man et udstillingslokale.
De tog ”a gold coin” i entre, altså $ 1 eller $ 2.
De kunne nok ikke satse alene på salg af malerier.

Motivet kunne findes i byen

På den sidste tur, den gule bildørstur, kom vi forbi aktive udgravninger:

HJEMTUREN

Efter 2 overnatninger, kørte vi tidlig morgen fra Lightning Ridge. Vores gps sagde, at vi ville være tilbage i Tintenbar kl. 16:15, hvis vi kørte uden ophold.
Vi satsede på nogle pauser og ankomst inden solnedgang kl. 18.

Flot så der ud, da morgensolen skinnede på landskabet. Men koldt. Bilens frost-alarm meldte +2 grader. Temperaturen steg dog hurtigt.

Men vi måtte holde godt øje med, hvad der gemte sig. Flere gange så vi kænguruer og en enkelt gang kom et par stykker springende over vejen.

Vi fik også øje på adskillige emuer i vejsiden

 Senere blev det andre dyr:

Som dagen gik, nærmede vi os igen østkystlandskabet. Mere kuperet og mere frodigt:

Vi var hjemme i Tintenbar lige inden det blev mørkt ved 18-tiden.
Det havde været en spændende udflugt til The Outback.