Billeder fra rejser

Verden er en bog, og den, som ikke rejser, læser kun én side
The world is a book, and those who do not travel read only a page. (Saint Augustine, 354-430)

tirsdag den 30. november 2021

Costa Blanca 3

 


Vinterdage på Costa Blanca 3
Op i baglandet!

Den 29.-30. november 2021

Hvis man bliver nede ved stranden hele tiden, snyder man sig selv.
Man skal ikke køre langt op i baglandet fra Benidorm, før man befinder sig i et imponerende flot bjerglandskab.

Et af de mest besøgte udflugtsmål for turistbusserne (ud over Guadalest) er Fonts de l'Algar (Algar-vandfaldene.) 
Vi besøgte vandfaldene en mandag formiddag, og da var der meget roligt. Det er et interessant sted, som tidligere har været brugt til elproduktion for byerne Dénia og Calpe ude ved kysten. - Dog kun aften og nat. I dagtimerne var kunstvanding prioriteret.

Nu er kanalerne, vandfaldene og dammene et turistmål.

Efter turen forbi vandfaldene fortsatte vi op i bjergene og kom til nogle imponerende udsigter ved Mirador del Coll de Rates. 
Alle tiders sted til en lille bjergvandring.


Det første vandfald, man kommer til på turen rundt i Algar-vandfaldene.

Det største vandfald med en "badesø" nedenfor

Selv her i november var der folk, som badede nedenfor vandfaldet. Vandet var ikke særlig koldt.
Det skyldes nok, at det er underjordisk vand fra kalkklipperne, der presses ud gennem bjergsiden.

Udsigt fra Algar-vandfaldene op mod bjergene lidt længere inde i landet.
De mange net beskytter appelsin-, citron- og figenplanter.

Ophold ved byen Tárbena.
Vejen snor sig meget på vejen op, så det tog omkring en halv time at køre de sidste 12 km.

Vores lille grønne Fiat Panda er blevet parkeret nedenfor en bjergtop
ved Mirador del Coll de Rates 

Vi fortsatte til fods, og det varede ikke længe før vi stod langt ovenfor bilen

Nogle byer i dalen nord for Coll de Rates
I baggrunden ses Middelhavet

På vej tilbage til bilen.
Det er faktisk en bilvej i bjergene, 
men det skal godt nok være bittesmå biler, hvis de skal passere hinanden

Til sidst et panorama af udsigten fra Coll de Rates:




Dagen efter kørte vi igen op i baglandet.


I 2014 havde vi været oppe ved byen Sella, og da vi stod oppe ved kirken ovenfor byen, var vi enige om, at her ved Sella ville vi gå på vandring for at se på de mange kanaler og terrasser, hvis vi kom forbi en anden gang.


Citat:
"Flot terrasselandskab. Næste gang vi kommer til Sella, tager vi helt sikkert en af de 4-7 timers vandreture rundt i terrænet, som giver indsigt i de gamle landbrugsteknikker tilbage fra maurertiden."
(Link: Sella 2014)



Det blev så her i 2021, at vi kom på vandring i og omkring Sella, og det blev en 6,6 km tur med temaet: Vand.

Ruta de l'Aigua
(katalansk for Vandruten)


Nogle steder kom kanalerne meget tæt på beboelserne

Her var en vaskeplads. Derefter blev vandet ledt videre ud til markerne.

Terrasserne nedenfor byen

I et forsøg på at give et indtryk af de mange terrasser, hvor der dyrkes appelsiner, citroner og oliven kommer her nogle panoramabilleder.
- Zoom mod højre eller klik for et større billede.





Den 1. december

Efter et par dage i bjergene, kunne vi nøjes med promenadevandring og markedsbesøg i Benidorm.

Strandpromenaden - der er god plads på stranden

Sandelig om der ikke her den 1. december var kommet et juletræ med i gadebilledet.
Der er ellers ikke meget juleudsmykning - og ingen nisser!

Fra markedet
Appelsiner 5 kg for € 2,50
Bananer 1 kg for € 0,99
Men vi har jo ikke brug for noget. Der er rigeligt med mad (også frugt) på hotellet.
Et par underbukser og tre par sokker kan man selvfølgelig altid købe, så har man da ikke spildt tiden på markedet.

søndag den 28. november 2021

Costa Blanca 2

 


Vinterdage på Costa Blanca 2

Den 28. november
1. søndag i advent

Den første søndag i advent stod vi op og blev igen mødt af denne strålende sol:

Det indbød til en tur langs stranden, men Benidorm er en stor by, og stranden er lang.
Her er et panorama af den sydligste del af stranden:

Det var alligevel oplagt at gå det meste af vejen langs stranden. Så kom vi frem til den nordlige bydel, hvor der var søndagsmarked.

Fra promenaden: En variation af den kendte "jeg er en statue"
To sandmænd ved promenaden. Meget godt fundet på.

Vi er drejet op i byen henne i den nordlige del.
Også her længere længere væk fra stranden er der højhushoteller


Så kom vi på marked med alt det sædvanlige fra sko og tasker til frugt og grønt. Det tog lang tid at komme igennem.






Det var en adventssøndag med en god lang tur gennem byen. Dejligt solskin og 16 grader, men dog med noget vind hen på eftermiddagen.

Midt i byen fik vi set, at der også er andet end højhuse i Benidorm.




Der var ingen adventskranse, ingen julelys, og næsten ingen juleudsmykning.

En enkelt lille fin gaveindpakning fandt vi dog:


lørdag den 27. november 2021

Costa Blanca

Vinterdage på Costa Blanca

Den 26. - 27. november

Den 25. november fik vi vores 3. Corona-stik.
Næste morgen var vi klar til at møde nogle lysere vinterdage.

Helt planmæssig flyvning med ankomst i Alicante kl. 14:15, så vi, - efter at have fået fat i en lille Fiat Panda i lufthavnen, - kunne køre de 55 km mod nord til Benidorm og være indkvarteret kl. 16:15

Dejligt at det er lyst nogle timer længere, så vi også den første dag kunne nyde, at vi er tæt på stranden.

Vi nærmer os lufthavnen i Alicante.
Fra luften kunne vi se hele Benidorm, og vi kunne udpege, hvor vi skulle bo i 11 dage.

Benidorm på Costa Blanca er et underligt sted. Massevis af høje hoteller. På sin vis utrolig smagløst, men alligevel med en sjov charme om vinteren, hvor der ikke er overfyldt af festende englændere.
Vi ved af erfaring, at der er flotte landskaber, så snart man kommer få kilometer ind i landet, så vi skal nok få en god tid her.

Hotel Poseidon Playa. Det er den pæne forside.
Alle værelser har god udsigt, men smukt er det ikke.
Bag hotellet bygges stadigvæk flere nye hoteller

Udsigt fra værelset på 11. etage

Frygteligt som solen kan skære i øjnene om morgenen!

Bivirkninger efter 3. vaccination dagen før?
Bente var temmelig træt og uden appetit om aftenen, men næste morgen var vi begge friske. 

Så nu skulle vi ud i landskabet.
Kun 25 km nord for Benidorm, lige syd for Calpe, fandt vi en vandresti rundt om en pynt med udsigtspunktet Mirador Morro de Toix. En dejlig nem vandretur at begynde med.

Her begynder vandringen med udsigt mod nord med byen Calpe og halvøen Ifac

Vi har rundet pynten, og nu er der udsigt mod syd

En nem sti at vandre på.
Forklaringen er, at det er vejen op til en række radiomaster på pyntens top.

En glad vandrer

På vejen tilbage mod Benidorm tog vi en lille afstikker op til St. Michaels russisk ortodokse kirke.


Bente tænder et lys i kirken.
De tager € 1 for besøg i kirken, men så er det også inklusiv et styk lys pr. person.

Der er ikke mangel på guld

Udsmykning i kuplen

Jesu fødsel på en af buerne.
Jesus er svøbt efter russisk skik.


Den russisk ortodokse kirke er bygget 2002-2007,
og det er en kopi af en kirke i Uralbjergene.